PROGRAM 2023
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på Immigrantmuseet.

Saint Patrick’s Day
Fredag d. 17 marts 2023
Sted: Anaïs Kulturcafé, Farum Kulturhus, Kulturtovet 12, 3520 Farum.
Tid: Fredag den 17. marts fra kl. 17.30.
Pris: For mad og underholdning: 249,- + gebyr, inkl. et glas øl eller vin.
Kom med til fejring af Saint Patrick’s Day. I store dele af verden fejres denne dag med irsk musik, store parader og ikke mindst rigelige mængder øl. Caféen inviterer derfor til ”Sausages with Irish champ”, efterfulgt af en klassisk irsk jamsession.
Her vil man kunne opleve en gruppe musikere, der sidder omkring et bord, og spiller alle de gamle hjemstavnssange. Man er velkommen til at medbringe sit instrument og være med på et par numre. Den irske session bliver kyndigt styret af det gode gamle irsk/skotske band ”Scrumpy”.
Find billetter her.
Læs mere

Koncert: Sommerfugledalen med Stine Michel og Henrik Goldschmidt
Fredag d. 17 marts 2023
Sted: Galaksen, Bymidten 48, 3500 Værløse
Tid: Fredag den 17. marts kl. 19.00
Med inspiration i Inger Christensens sonetkrans ’Sommerfugledalen’ har musiker og komponist Stine Michel skabt en visuel og musikalsk smuk koncertfortolkning af digtklassikeren. Stine Michel har ud over sin trio også solooboist i Det Kongelige Kapel Henrik Goldschmidt med på scenen. Du kan glæde dig til en vidunderlig, poetisk og musikalsk oplevelse der låner inspiration fra pop, folk og verdensmusik.
En sonetkrans består af 14 sonetter og mestersonet. Hver af de 14 er forbundet, sådan at den sidste verselinje i den første sonet bruges som den første i den anden sonet og så videre. Til sidst samles hver af sonetternes første verselinje til en 15. og afsluttende sonet. Med Stine Michels egne ord: ”Inger Christensen skriver musikalsk, og billederne er så stærke, at jeg straks mærkede en trang til at skrive sange, som understreger tekstens budskaber. Jeg kan spejle mig i den måde Inger Christensen sanser farver, former, lyde og rytmer i naturen på. Hendes sanselighed formidler naturen – på samme tid poetisk og håndgribeligt”.
Stine Michel er sanger og komponist og har gennem de sidste 20 år skabt medrivende musikalske fortællinger for børn og voksne. Hun står bag en lang række musikfortællinger, bl.a. Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry. Hun modtog i 2017 Carl Prisen som Årets komponist for børn og var nomineret til samme pris i 2019. ’Sommerfugledalen’ er udgivet som cd og markerer digtsamlingens 30-års jubilæum – med tilladelse fra Inger Christensens søn Peter Borum.
Tilmelding på furbib.dk.
Arrangementet afholdes som del af indsatsen ‘Indtryk, Aftryk Udtryk – det handler om at være tryg’. Indsatsen er et samarbejde mellem Immigrantmuseet, Furesø Biblioteker og Dansk Jødisk Museum og sætter fokus på dansk-jødisk kulturhistorie og nutidigt liv.
Læs mere

Workshop: Lørdagssysler om broderi v. Susanne Steensen
Lørdag d. 15 april 2023
Sted: Immigrantmuseet, Kulturtovet 12, 3520 Farum.
Tid: Lørdag den 15. april kl. 11.00-14.00.
Immigrantmuseet afholder i efteråret en række workshops, hvor kvinder fra forskellige kulturer mødes og laver håndarbejde. Kom og brug din lørdag i godt selskab. Denne lørdag skal vi brodere på viskestykker og tale om broderihistorie sammen med Susanne Steensen.
Gratis adgang.
Læs mere

Forfattermøde: Benjamin Koppel
Onsdag d. 19 april 2023
Sted: Teatersalen, Farum Kulturhus, Kulturtovet 12, 3520 Farum.
Tid: Onsdag den 19. april kl. 19.00
’Annas sang’ er en medrivende og klassisk dannelsesroman om Hannah, der vokser op i en musikalsk jødisk familie i 1930’ernes København, og som vi følger helt til hendes 100 års fødselsdag i Frankrig. Hannahs liv som ung fyldes af klassisk musik, kærlighed, kunst og kultur, og hendes største drøm er at blive musiker. Men hendes elskede brødre gifter sig en efter en med danske kvinder, og til sidst er der kun Hannah til at opfylde især morens strenge forventningskrav om, at hun gifter sig med den jødiske mand, ægteskabsmægleren finder. Pligtfølelse tvinger hende bort fra sin elskede Aksel og en musikerkarriere ind i et arrangeret, kærlighedsløst ægteskab med franske Francois. Romanen tager afsæt i en kvindeskæbne fra Koppels egen familie og giver et fascinerende og intenst indtryk af livet ”inden for murene” i det jødiske samfund i København, af social kontrol, pligtens pris og ikke mindst af en kvinde, der aldrig gav op. Benjamin Koppel er saxofonist, komponist og forfatter. Han har udgivet en lang række plader, og har desuden lagt toner til mange af landets mest kendte numre. Herudover har han spillet med en lang række kendte navne i udlandet.
Ud over musikken udgav Benjamin Koppel i 2011 bogen ”Ud af musikken” i samarbejde med Casper Rongsted, hvori han deler ud af sine erfaringer med at lære, præstere og kreere i musikkens verden. I maj 2022 udkom Benjamin Koppel med sin første og meget roste roman ’Annas sang’.
Billetter på furbib.dk 60 kr. / klubpris 50 kr.
Arrangementet afholdes som del af indsatsen ‘Indtryk, Aftryk Udtryk – det handler om at være tryg’. Indsatsen er et samarbejde mellem Immigrantmuseet, Furesø Biblioteker og Dansk Jødisk Museum og sætter fokus på dansk-jødisk kulturhistorie og nutidigt liv.
Læs mere

Byvandring: I udvandrernes fodspor
Torsdag d. 11 maj 2023
Sted: Trappen foran Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv.
Tid: Torsdag den 11. maj kl. 10.00-11.30.
Kom med når museumsinspektør Freja Gry Børsting fortæller om København, da udvandringen var på sit højeste; om billethajer, udvandrerskibe og drømme om foden under eget bord i Amerika.
Turen starter og slutter på trappen foran Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv. Gåturen er ca. 1,5 kilometer. I tilfælde af dårligt vejr aflyses arrangementet. Tilmeldte får direkte besked.
Tilmelding på fgb@furesoe.dk. Bemærk: begrænset deltagerantal.
Læs mere

Foredrag: Victor Cornelins – drengen, der blev udstillet i et bur i Tivoli
Torsdag d. 11 maj 2023
Sted: Mosegaarden, Skovgårds Allé 37, 3500 Værløse
Tid: Torsdag den 11. maj kl. 19.00.
Som syvårig blev Victor Cornelins (1898-1985) sammen med den tre år yngre ALberta i 1905 fjernet fra deres familier på St. Croix, der dengang var en del af Dansk Vestindien. Efter den lange rejse over Atlanten blev de to børn udstillet i et bur i Tivoli i København. Mens Victor som ung mand dimitterede fra Jonstrup Seminarium i 1919 og senere blev viceskoleinspektør i Nakskov og fik et langt og indholdsrigt liv, døde Alberta af turberkulose som 15-årig. Museumsinspektør Morten Mortensen vil med ord og billeder fortælle om Cornelins liv.
Gratis adgang, men tilmelding på telefon 7235 6100 eller mail elab@furesoe.dk
Læs mere

Workshop: Lørdagssysler om skjortetryk v. Henriette og Jeanne
Lørdag d. 13 maj 2023
Sted: Immigrantmuseet, Kulturtovet 12, 3520 Farum.
Tid: Lørdag den 13. maj kl. 11.00-14.00.
Immigrantmuseet afholder i efteråret en række workshops, hvor kvinder fra forskellige kulturer mødes og laver håndarbejde. Kom og brug din lørdag i godt selskab. Sammen med Henriette og Jeanne skal vi denne lørdag “slagte en skjorte” med tryk og broderi. Medbring gerne en gammel skjorter. Vi har også skjorter på museet.
Gratis adgang.
Læs mere

Workshop: Lørdagssysler om dragthistorie v. Morten Valner Grymer-Hansen
Lørdag d. 10 juni 2023
Sted: Immigrantmuseet, Kulturtovet 12, 3520 Farum.
Tid: Lørdag den 10. juni kl. 11.00-14.00.
Immigrantmuseet afholder i efteråret en række workshops, hvor kvinder fra forskellige kulturer mødes og laver håndarbejde. Kom og brug din lørdag i godt selskab. Denne gang skal vi høre oplæg om dragthistorie ved historiker Morten Valner Grymer-Hansen.
Gratis adgang.
Læs mere