EN NY TILVÆRELSE

Private plejefamilier

Wienerbørnene kom til plejefamilierne på en gruppe danskeres private initiativ. Gruppen oprettede Centralkomitéen der stod for at arrangere kontakten mellem børnene og plejefamilierne. Interessen for at modtage et wienerbarn var stor. Det var hovedsageligt borgerhjem der tog imod borgerbørn og arbejderbørn.

Hjemvé

At ankomme alene som et lille barn til en fremmed familie var hårdt, og de fleste børn led af hjemvé i den første tid. Men med tiden faldt de fleste godt til og nogle plejeforældre havde svært ved at sende wienerbørnene afsted igen efter opholdet. Gentagne gange var der kontroverser mellem plejeforældre og myndighederne, når sidstnævnte afslog at forlænge opholdstilladelserne, som udstedtes standardmæssigt for perioder af 6 måneder. Der var dog få ansøgninger til myndighederne om adoption, selv om nogle af wienerbørnene var forældreløse.

De fleste wienerbørn kom i danske skoler, og mange havde svært ved at snakke tysk igen, da de kom hjem til Wien. For de mindste af dem kunne det også være svært at genkende deres forældre igen efter at have været væk fra dem i så lang tid.

Hjemsendelse og forlængelse af ophold

Justitsministeriet havde givet tilladelse til, at wienerbørn, der i henhold til en lægeattest trængte til rekreation, kunne opholde sig i Danmark fra 6 uger til 12 uger. Formålet med opholdet skulle kun være, at de udhungrende børn kom til kræfter. Imidlertid rettede mange plejefamilier mellem 1920-1924 henvendelse til lokalkomiteen, Centralkontoret, Pressen, rigsdagens medlemmer, Justitsministeriet og Kongen og bad om at få børnenes ophold forlænget, fordi de fandt det uforsvarligt at sende børnene hjem til sult, sygdom og nød. Nogle få wienerbørn fik på grund af disse henvendelser deres ophold forlænget, og enkelte børn fik lov at blive i landet, selvom de i første omgang kun blev lovet, at de kunne blive i landet ”indtil videre”.