DE KATOLSKE SKOLER

Voksende institutioner

Tilslutningen til den katolske kirke i Danmark voksede fra 1880erne og ind i 1900-tallet. Kirken etablerede katolske skoler, hvor polske børn blev undervist af katolske præster og nonner.

I nyoprettede katolske skoler tog præster og nonner sig af at undervise de polske roearbejderes børn i dansk, matematik og ikke mindst i den katolske tro. Nogle katolske skoler, bestemt ikke alle, havde også polskundervisning på skemaet. For kirken ønskede ikke en polsk katolsk kirke i Danmark, kirken skulle tiltrække nemlig hele den danske befolkning.

Polskundervisningen i de katolske skoler var et tilbud til de polske børn, hvis forældre ønskede at fastholde det polske sprog og den polske kultur. En del forældre ønskede jo at vende tilbage til Polen efter Første Verdenskrig, og derfor skulle deres børn være godt rustet til at klare sig i hjemlandet.

Forældrene måtte betale for at få deres børn optaget og undervist på de katolske skoler, desuden var det fra kirkens side velset, at forældrene gav pengegaver til skolerne. Nogle forældre prioriterede den katolske opdragelse på trods af deres svære økonomiske situation, mens andre udelukkende prioriterede efter økonomien. Deres børn gik i danske skoler.

Igennem 1900-tallet voksede tilslutningen til de katolske skoler. Hvor undervisningen i slutningen af 1800-tallet ofte foregik i en lejlighed eller i et lejet lokale, skaffede den katolske kirke i slutningen af 1910erne og i 1920erne midler til at grundlægge skoler og tilhørende børnehjem rundt omkring i landet. De katolske præster mente ikke, at de polske roearbejdere på det åndelige plan var i stand til at forklare og opdrage deres børn i den katolske tro.

Ikke bare polakker

Efter Anden Verdenskrig begyndte de katolske skoler at tiltrække flere danske – ikke-katolske børn. Tiltrækningen foregik i og med, at de katolske skoler havde et ry for at være mere disciplinære end den danske folkeskole, hvilket nogle danske forældre prioriterede. Andre forældre mente, at undervisningen er af bedre kvalitet.

Med årene blev der færre lærere med katolsk baggrund, og samtidig prioriterede skolerne lærernes pædagogiske viden og erfaringer, hvorved præsternes og nonnernes undervisningsandel blev mindre. Helt op til ca. 1980 var det almindeligt, at nonner underviste i bl.a. religion for at sikre en solid katolsk uddannelse. I 2010 er det et fåtal af de 21 katolske skoler i Danmark, der har præster og nonner som undervisere. I dag prioriterer skolerne i stedet et øget samarbejde med den lokale katolske kirke.

Ikke kun for katolikker

Da antallet af elever med katolsk baggrund også er voldsomt reduceret i forhold til første halvdel af 1900-tallet, er der nu til dags i stedet tilbud om månedlige skolemesser, kommunionsforberedelse og særskilt kristendomsundervisning for de katolske elever. Nogle katolske skoler betaler skolegangen for katolikker, hvis forældre har få økonomiske midler. Men for dem alle gælder, at katolikker har førsteret til at få indskrevet børn på skolerne. Overordnet set kan man sige, at de katolske skoler blev bygget for at undervise de polske børn i den katolske tro for at knytte bånd mellem skole og kirke. Efter kirkens overbevisning skulle troen være en del af den enkelte elevs dannelse. Realiteten er, at skolerne har overlevet de polske efterkommere, da polakkerne efter fire-fem generationer er assimileret i det danske samfund. I dagens Danmark fravælger flere og flere forældre den danske folkeskole – og vælger en privatskole til deres børn. Det er en udvikling, som bl.a. de katolske skoler nyder gavn af.

Skolefri i sæsonen

At langt de fleste 1. generationspolakker forblev i landbruget fik stor betydning for deres børn og deres valg af karriere. Polakkernes børn voksede bogstaveligt talt op i marken; først i barnevogn og senere, når de blev 6-7 år, blev de en uundværlig arbejdskraft for forældrene.

Arbejdskraft og penge var vigtigere end skolegang. Mange polske børn holdt derfor ”fri” fra skole i foråret, når sukkerroerne skulle luges og igen om efteråret, når de skulle tages op. På den måde fik de polske børn generelt en ringere uddannelse end deres danske jævnaldrende.

Leon Konieczny er et eksempel på sådan en opvækst. Han blev født i Rødby Mark i 1915, og han fik som barn ”fri” for skole i roetiden. ”Der var nogle børn, der gik i skole, så den var ikke lukket,” fortalte han. Han mente, at den katolske skole i Maribo fik en eller anden form for bestikkelse for at lade eleverne slippe for undervisning.

Forældrene flyttede rundt efter arbejde, og han har derfor både gået i katolsk og i dansk skole. Da han var 14 år, kom han ud at tjene på en gård nær Maribo. Han syntes selv, at han lærte for lidt i skolen, og han gik derfor som 18-19 årig på aftenskole for at lære at regne. Da Leon blev voksen, flyttede han ligesom forældrene rundt efter arbejde. Han fik aldrig egen gård, men kunne altid skaffe arbejde som landarbejder.

Der er flere eksempler på, at polske børn ikke kunne tale dansk, og derfor havde de det svært i den danske folkeskole. Nogle fortæller, at de gik i særlige polske skoler og ikke måtte tale dansk for deres forældre. En del børn gik på de katolske skoler, men mange af roepolakkernes børn lærte ikke så meget, da forældrenes økonomiske bidrag til skolerne kunne få betydning for, hvor meget undervisning eleverne fik.

Som fader så søn …

Meget få anden-generations polakker gik i mellem-/realskole og i gymnasiet. Langt størstedelen af de polske børn tog efter endt folkeskole ud for at tjene på lokale gårde. Alternativet var en læreplads hos en lokal smed eller tømmer. Børnene valgte ligesom forældrene at blive indenfor landbruget. De erhvervede senere egen gård og valgte at blive bosiddende i det lokalområde, de var opvokset i. Børnenes karrierevalg har således på mange måder været med til at opretholde et lokalt landbrugssamfund, hvor løse landarbejdere og husmænd – især på Lolland-Falster – har været grundlaget for herregårdenes og de større gårdes drift.

Mens polakkernes børn valgte et liv, der på mange måder lignede deres forældres, prioriterede de samtidigt, at deres børn skulle have mere uddannelse, end de selv havde fået. I løbet af tredje og fjerde generation steg uddannelsesniveauet. Det betød en stigende fraflytning fra lokalområdet samtidig med at kompleksiteten indenfor karriere- og uddannelsesvalg efterhånden lignede andre danske unges.

Foto: Museum Lolland-Falster.