DE UDVISTE

I 1875 blev ”Lov om tilsynet med fremmede og rejsende” vedtaget i Danmark. Fremmedloven af 1875, som den også blev kendt som, fastsatte en række kriterier for, hvornår udlændinge måtte tage opholde i Danmark. Loven skulle hindre, at uønskede udlændinge strejfede omkring i kongeriget og forstyrrede den offentlige orden eller belastede forsørgelsesvæsenet.

Loven dikterede blandt andet, at udlændinge skulle kunne fremvise gyldig legitimation. Endvidere skulle alle fremmede have udstedt en opholdsbog af politiet, der indeholdt oplysninger om personens arbejde. Mere end seks ugers arbejdsløshed skulle føre til udvisning af Danmark. Medmindre den fremmede kunne bevise, at han eller hun havde ”ernæret sig på lovlig vis”.

Spørgsmålet om, hvorvidt udlændinge ernærede sig på lovlig vis i Danmark var i høj grad kernen i loven. Man ønskede ikke subsistensløse udlændinge i landet og slet ikke kriminelle udlændinge. Fordelen ved Fremmedloven af 1875 var, at man kunne udvise kriminelle og andre uønskede elementer, uden at de nødvendigvis blev grebet i kriminalitet. De skulle bevise, at de tjente lovligt til dagen og vejen.

Kriminelle udlændinge kunne ligeledes blive udbragt af poltiet ifølge den almindelige borgerlige straffelov af 1866. Ifølge lovens § 16 kunne udlændinge, der ikke havde haft fast ophold i landet i fem år, udbringes, hvis de var blevet dømt for kriminalitet begået i Danmark. Udviste, der rejste ind i landet igen uden tilladelse, kunne straffes med fængsel, hvorefter de atter skulle udvises. Udvisning var også dengang central i håndteringen af uønskede udlændinge.

Foto: Johanna Maria Svenssons opholdsbog. Johanna arbejdede blandt andet som tjenestepige i København. Immigrantmuseet.