NYE TRADITIONER INTEGRERES

Et dødsfald vækker problemer

Den 5. september 1693 forlod den unge jøde, David Israel, de levendes skare i København. Normalt blev menighedens døde transporteret til den jødiske begravelsesplads i Altona, men denne gang gik noget galt. Københavns magistrat tillod derfor, at David Israel blev begravet uden for byens volde.

På sigt var det desuden uholdbart at transportere de døde hele vejen til Altona. Ifølge jødisk tradition skal afdøde helst begraves inden for 24 timer. Af den grund fik den jødiske menighed i København tilladelse til at anlægge deres egen begravelsesplads i 1694.

Jordloddet, hvor David Israel lå begravet, blev således erhvervet, og det blev begyndelsen på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Omkring 5.550 jøder er begravet her, og alle ligger de med fødderne vendt mod Jerusalem. I jødedommen er der tillige skik for evig gravfred, så David Israels grav og gravsten står derfor endnu.

Gravstenene på Mosaisk Nordre Begravelsesplads er et studie i jødernes gradvise integration. Eksempelvis er de ældre gravsten, såsom David Israels, meget lig dem i Altona. Med tiden får disse dog et mere dansk-jødisk islæt. Hebraisk og dansk blandes, og gravstenenes udtryk og symbolik inspireres af det omkringliggende samfund.

I dag er Mosaisk Nordre Begravelsesplads placeret i hjertet af Indre Nørrebro. Urbaniseringen tog imidlertid først fart efter sløjfningen af byens volde i 1850’erne. Begravelsespladsen var inden da udvidet otte gange, sidst i 1851. Herefter blev pladsen for trang, og i 1886 blev den nye Mosaisk Vestre Begravelsesplads taget i brug.

Sidste begravelse på Mosaisk Nordre Begravelsesplads var i 1967.

Jødiske begravelsestraditioner i Danmark

Jødiske begravelsestraditioner og ritualer har meget til fælles med folkekirken, men der er forskelle. Ved et jødisk dødsfald er det eksempelvis skik, at afdøde ikke er alene inden begravelsen. Oftest er det den nærmeste familie, der våger over den døde.

Inden selve begravelsen bliver afdøde vasket rituelt, hvorefter personen iklædes hvide ligklæder kaldet for en kittel. Kisten, som afdøde lægges i, er som regel simpel og ubehandlet, hvilket ifølge jødedommen symboliserer, at alle er lige i døden. Mange danske jøder får tillige placeret lidt jord fra ”Det Hellige Land” under hovedet. Kremering er ikke udbredt blandt jøder, men det forekommer.

Det er jødisk tradition, at afdøde begraves hurtigst muligt, og i Danmark foregår det generelt inden for 48 timer grundet lovpligtige hensyn. I København bliver begravelsesceremonien primært afholdt i kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På hebraisk kaldes en jødisk begravelsesplads beit olam, der betyder evighedens hus.

Under højtideligheden holder rabbineren blandt andet en tale, hvorefter kisten bæres ud til graven. Efter, at graven er dækket til, reciterer de deltagende til slut bønnen Kaddish, hvilket er en lovprisning af Gud. I stedet for blomster er det jødisk skik at lægge en lille sten på graven. Sten forgår ikke, og det er en gestus, som rige såvel som fattige kan udføre.

På årsdagen for dødsfaldet, kendt som Jahrzeit, tænder de nærmeste traditionelt et lys for afdøde. Lyset skal brænde i 24 timer. Kaddish siges også tre gange i forbindelse med Jahrzeit. Derudover besøger de efterladte ofte gravstedet, hvor de lægger en sten.

Fotos: Mikkel Arnfred.