DE BOSNISKE KRIGSFLYGTNINGE

I første halvdel af 1990’erne kom tusindvis af bosniske flygtninge til Danmark. De flygtede fra den blodige borgerkrig i Eksjugoslavien; en konflikt præget af vold, terror og etnisk udrensning ikke set i Europa siden 2. Verdenskrig. Krigens lange varighed og komplicerede natur fik stor betydning for den danske politiske håndtering af flygtningegruppen. Til trods for forventningen om, at flygtningenes ophold ville blive kortvarigt, endte en stor andel med at blive i Danmark efter krigens afslutning.