75 ÅR MED MENNESKERETTIGHEDER

Alle mennesker har rettigheder, alene fordi de er mennesker.

Da de Forenede Nationer (FN) for 75 år siden forsamlede sig i Paris, udråbte de deres støtte til en ny milepæl i menneskets historie: Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Baggrunden var, at verden ville undgå at gentage de brutale overgreb, som fandt sted under Første og Anden Verdenskrig. Siden da har erklæringen fortalt os, hvordan vi skal behandle andre – og hvordan vi selv har ret til at blive behandlet som mennesker.

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder formulerer de grundlæggende rettigheder, som er fælles for alle. Erklæringen består af 30 artikler, som handler om retten til liv, frihed og sikkerhed. De seneste 75 år er menneskerettighederne gået fra at være ord på et stykke papir til at få indflydelse på stort set alle aspekter af vores liv. I dag støtter de fleste af verdens lande nemlig erklæringen. Alligevel sker der fortsat brud på de 30 artikler hver eneste dag – både i diktatoriske stater, men også i demokratiske lande.

Menneskerettighederne er den vigtigste arv, som fortidens generationer har båret efter nogle af de mørkeste kapitler i vores verdenshistorie. Spørgsmålet er nu, hvordan den arv vil bæres videre af kommende generationer ind i en fremtidig verden?

Immigrantmuseet