Love at last sight

 

Lørdag d. 7. september åbner Immigrantmuseet dørene for udstillingen ”Love at last sight”. Udstillingen af kunstnerparret Ana Pavlovic og Vladimir Tomic, begge uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, er støttet af Statens Kunstfond og det er første gang den vises på et dansk museum.

Udstillingens værker tager udgangspunkt i den universelle følelse af fremmedgørelse mennesker oplever, når de migrerer eller flygter til et nyt land. Værkerne udgør både video, lydinstallationer samt fotografier, sammensat af biografisk materiale indsamlet fra flygtninge og migranter fra Balkanområdet. Alle i dag bosat i Skandinavien. Materialet er indsamlet i perioden 1992-2007, fra de første dages indtryk og oplevelser til ca. 25 år efter ankomsten, hvor livet er markant forandret.

På udstillingen Love at Last Sight bliver vi præsenteret for flere værker, der er blevet præmieret indenfor de sidste par år. Værket ”Letters” af Ana Pavlovic udgøres af to store pavilloner, hvor vi bag florlette gardiner, bliver inviteret ind i en intim hjemlig atmosfære. Pavlovic kom til Danmark som 22-årig fra Serbien og et bombet barndomshjem i Beograd og startede forfra i livet. Hendes værker fokuserer på den menneskelige psyke, på fremmedgørelse og på dikotomien mellem Øst- og Vesteuropa. Udstillingen er altså skabt udfra kunstnerparrets egne erfaringer som hhv. flygtning fra Kroatien og migrant fra Serbien, i kombination med det hudløst ærlige materiale fra mange andre. De er brevvekslinger mellem mor og migreret datter, der røber både  intime tanker og refleksioner fra kvinder som har matte træffe svære og nogle gange kontroversielle beslutninger.  Vi bliver mødt i øjenhøjde med fortællinger om succes og det modsatte.

På udstillingen vises bl.a. værkerne:

”Letters 1 & Letters 2” af Ana Pavlovic. Vinder af Extra muros award på Pravo Ljudski Film Festival 2018

”Dreamland” af Vladimir Tomic. Vinder af festivalprisen FOKUS 2016 i Nikolaj Kunsthal- ”Proposal” af Ana Pavlovic. Vinder af FOKUS 2018

”Time We Lost” af Vladimir Tomic. Vinder af main prize på FOKUS 2018.

Læs mere om kunstnerne her:

http://anapavlovic.com/

https://www.vladimirtomic.com/