/Bliv en del af Museets styrker//

Sammen med resten af verden står danskerne midt i et vigtigt og tankevækkende kapitel af vores fælles historie. Som museum vil vi gerne dokumentere corona-krisen for samtiden og for efteriden. Hvordan opleves og gennemleves den af borgerne i Furesø Kommune? Til det har vi brug for netop din hjælp, dit vidnesbyrd og din version af vores ændrede hverdag. For alles hverdag er vendt op og ned – også museets. Og lige nu kan vi ikke komme ud og indsamle, dokumentere og høre jeres beretninger om det helt anderledes dagligliv vi udlever – sammen og hver for sig.

Hvordan tackler I karantænetiden ? Er du en del af hverdagens helte og beredskabet, der hjælper og redder andre? Kigger du langt efter kammeraterne fra klubben, skolen og SFO’en ? eller savner du at give børnebørnene et kram?

Det er en tid med restriktioner og benspænd. Vi skal holde afstand og vise hensyn. Men det er også en tid, hvor vi oplever at kreativiteten får frit spil. Afstanden samler os og anderledes stærke fællesskaber opstår. Gamle lege findes frem, der synges sammen over Ipads og fra altaner, mens vi køber ind med omtanke og kun et begrænset antal kunder i hver butik. Hvordan ser din hverdag ud?

Vi vil gerne høre om det hele. Alle vinkler er historieskrivning – positive og det modsatte. Skriv en beretning, lav en film med mobilen eller tag et par foto og send til:

furesoemuseer@gmail.com

Når verden er blevet sig selv igen, tager vi også meget gerne imod fysiske genstande til museets samling. Gem hjemmelavede skilte, alternative skoleskemaer, lukkeskilte osv. Vi tager MEGET gerne imod.

Jeres bidrag samles, registreres og indgår i museets samling som dokumentation for eftertidens borgere og forskere. Alle personoplysninger og genstande er omfattet af gældende museumslov og behandles med stor diskretion. Furesø Museer kvitterer for jeres arbejde med en mindre udstilling – det kan vi kun gøre med tilladelse fra jer. Skriv derfor gerne i mailen om vi må bruge jeres beretning til formidling eller om I kun ønsker at indgå i museets samling.